Ja, du læste rigtigt. Jeg har samlet nogle tanker/læring omkring ugerne 7 til og med uge 14 i ét blogindlæg. Hva’? Det må der være en god grund til…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har skiftet mine emner meget og haft svært ved at beslutte mig. Jeg har været inde på: JavaScript, Databaser, SignalR Core, GDPR, distribuerede systemer mm., hvilket er emner, som jeg alle har skiftet ud igen. Umiddelbart har jeg haft svært ved at forene det projekt, som vi laver for en virksomhed, med mine læringsområder og interesse - det har af den ene eller anden grund bare ikke gået op i en højere enhed.

Men efter at have fået tilbudt en praktikplads har jeg endelig fundet frem til og er helt fastsat omkring, hvad jeg skal arbejde med. (Det lyder ironisk, når jeg nu har skiftet så mange gange, men den er god nok…)

Jeg har fået tilbudt en praktikplads ved en spændende virksomhed, hvor der arbejdes med Java og Clean Code. Jeg har den sidste uges tid arbejdet med at lære Java at kende, og jeg er helt vild med at prøve et andet programmeringssprog end C#. Derudover er jeg begyndt at læse Clean Code, som generelt bare er hamrende interessant. Et Java projekt der gør brug af principperne i Clean Code går heldigvis rigtig godt i hak med det projekt, vi laver for virksomheden, og endelig føler jeg, at jeg har fået taget helt hul på bylden.

Jeg er givetvis en anelse bagud (for at sige det mildt), da jeg har skiftet emner så meget og der skal bruges 26 timer. pr ECTS som man afsætter pr emne, men det ser jeg kun som en fin udfordring og jeg er motiveret efter at give den fuld gas indtil sommeren nu.

Så mine endelig emner er:

  • Java
  • Clean Code

Om der tilføjes tredje/fjerde emne må tiden vise.